BLUETONGUE I DANMARK

Der blev konstateret Bluetongue i Sønderjylland den 9. august 2024.

Følg med her på siden og på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Læs Dansk Veterinærtidsskrift her.
Du har pligt til at anmelde Bluetongue i din besætning; læs her.

23. oktober 2024:

Vedrørende spørgeskema fra Dansk Fåreavl den 9. september (se længere nede på siden).

For at få overblik over vaccination i besætningerne, håber vi, at også ikke-smittede besætninger, der har vaccineret, vil svare.

For at komme til spørgeskemaet skal du trykke på linket her, så kommer der et felt, hvor du skal skrive din mailadresse.
Herefter kommer der en mail til dig med link til spørgeskemaet. 
OBS! Tjek om mailen er i Spam mail.
Linket kan bruges flere gange i takt med, at du har behov for at opdatere oplysningerne.

Oplysningerne behandles fortroligt af Dansk Fåreavl og den første opgørelse vil være klar mandag den 4. november 2024.

29. september 2024:

Dansk Fåreavl har fået tilladelse til at videresende Susanne Sommerlunds artikel om Bluetongue med følgende henvisning:

"Artiklen er skrevet af dyrlæge Susanne Sommerlund fra LVK, som konstaterede det første udbrud af Bluetongue i en sønderjysk fårebesætning. Susanne Sommerlund har været aktiv omkring vaccination af mange besætninger i Sønderjylland og understreger vigtigheden af vaccination for at undgå en opblussen af sygdommen i 2025."

BTV-3: De første erfaringer med sygdommen, konsekvenserne og vaccination

Af Dyrlæge Susanne Sommerlund, LVK

BTV, 25 forskellige typer
Bluetongue forårsages af et virus (BTV), af hvilket der findes over 25 forskellige typer. Ved det sidste udbrud i Danmark i 2008 var det BTV-8 som hærgede og denne gang er det BTV-3. De forskellige typer af virus giver forskellige symptomer. Fordi BTV-3 har væsentligt alvorligere symptomer end BTV-8, er konsekvenserne for de smittede dyr og besætningerne nu langt, langt værre end dem vi så i 2008.

Hvordan spredes smitten?
Bluetongue spredes primært via bid af de bittesmå mitter, Culicoides. Smitten spredes således ikke direkte mellem dyrene i en besætning. Virus kan dog overføres via fx. kanyler og sæd, men det er dog af mindre betydning, da den primære smitte sker via mitterne. Mitter der stikker smittede dyr optager virus med blodet.

Derefter opformeres virus i mitterne og dette sker først når dagtemperaturen overstiger 10-12°C. Efter opformering af virus spredes sygdommen til en eller flere modtagelige dyr når disse dyr stikkes af samme mitte.
Sygdommen får derfor et sæsonpræget mønster med en top under den varme årstid, ed risiko for spredning frem til november.
Mitten findes ”overalt”, men i varierende antal. De er mest aktive ved skumring og frem til daggry, men de kan dog også være aktive i dagtimerne under især vindstille forhold.

Vaccination
Vaccination af kvæg og får forebygger og/eller lindrer kliniske symptomer og mindsker dødeligheden som følge af BTV-infektion. For at vacciner skal have en beskyttende effekt, skal de vaccinerede dyr dog nå at kunne opbygge immunitet før de udsættes for den pågældende infektion. Dette gælder også for BTV.
Dyr, der er vaccineret med den vaccine der pt. er på markedet, Bultavo 3, udvikler immunitet tre uger efter vaccination.
Der gives én dosis til får og 2 doser, med 3 ugers mellemrum, til kvæg. Dyr der smittes inden udgangen af de tre uger, eller allerede bærer virus, når de vaccineres, opnår kun ringe eller ingen beskyttelse. Vaccinerer man dyr, der er syge eller stressede af anden grund, har immunsystemet ikke kapacitet til at reagere hensigtsmæssigt på vaccinen, og beskyttelsen er dårligere end ved vaccination af sunde, raske dyr. Derfor skal der i praksis vaccineres strategisk i forhold til evt. varmestress, foderskift o.l.

Bultavo 3-vaccinen er en dræbt vaccine med veldokumenterede hjælpestoffer, og risikoen for bivirkninger ved vaccination er derfor lille. Der kan dog ses en begrænset temperaturstigning som følge af et aktiveret immunforsvar, som ved mange andre vacciner.
Da vaccinen er nyudviklet vides det endnu ikke hvor længe vaccinen beskytter. BTV-3 har kun været kendt i et år, og vaccinerne har endnu ikke været i brug i mere end seks måneder.
Ved vaccination mod andre typer BTV anbefales årlige boostervaccinationer i foråret med matchene BTV-typer - dette forventer vi også bliver aktuelt i forhold til denne vaccine.

Sygdomsbillede i de ramte besætninger
Særligt i Sønderjylland har vi i år haft kliniske udbrud af Bluetongue i fåre og malkekvægsbesætninger - startende med primært at ramme udegående dyr hvor reservoiret af mitter er størst, men vi ser nu i løbet af september måned også flere ramte malkekvægsbesætninger med udelukkende indegående dyr.
Dyr der rammes af bluetongue bliver typisk kortvarigt savlende, får feber (typisk omk. 39-40 *C), bliver nedstemte og der kan ses sår/erosioner på mulen og i mundhulen i det fremskredne forløb, og får udvikler den karakteristiske blåfarvet tunge. Typisk ses betydelige hævelser af kronranden i overgangen fra klov til ben - hvilket resulterer i haltheder i varierende grad. Relativt mange får og enkelte køer bliver så halte og får fx kronrandsopbrud eller løs klovkapsel at de trods behandling må aflives i hht. Dyreværnsloven. I de værst ramte malkekvægsbesætninger ser vi pt 5 % døde/aflivede køer sfa. Bluetongue.
Ydelsestabet i disse besætninger hvor malkekøerne rammes ser vi at ydelsen falder med op til - 20 % på besætningsniveau. Værre står det til i fårebesætningerne hvor vi i de første ramte besætninger her i Sønderjylland har 35 % døde/aflivet får i besætningerne pt (6 uger henne i forløbet).

Økonomiske konsekvenser
Der tegner sig et billede af at trods flere landmænd har tegnet en ekstra driftstabsforsikring - så står man utroligt dårligt stillet rent forsikringsmæssigt, da driftstabsdækningen udelukkende udløses på forsikringsberettigede skader, som er døde/aflivede dyr - dvs. landmænd får typisk kun dækket døde og aflivede dyr sfa. Bluetongue og driftstabet på disse.
Langt de fleste køer retter sig efter Bluetongue smitte, men en del må slagtes ud grundet et massiv ydelsestab - driftstabet på disse slagtedyr og besætningen som helhed dækkes ikke.

Endnu være stillet står landmænd med får, hvor der slet ikke er muligt at tegne en forsikring som dækker dyrene.

Erfaringer med forebyggelse/vaccination
Dyr på stald hvor der er god ventilation har lavere risiko for at blive smittet med Bluetongue end udgående dyr - men pt. ser vi smitten rykke ind i flere stalde i Sønderjylland, hvilket kan skyldes at smittetrykket i mittepopulationen nu er blevet så højt?
Desværre blev det først muligt i år at vaccinere på bagkanten af et Bluetongue udbrud - det betød at vi i uge 34 fik Bultavo 3 vaccinen til landet. På dette tidspunkt var en del besætninger allerede smittet. 
I besætninger som hurtigt fik vaccineret på dette tidspunkt ser vi nu mindre klinik og færre døde dyr, sammenlignet med besætninger som ikke har vaccineret.
Besætninger, som vaccinerede i et udbrud, så i dagene efter vaccination en op blusning i dyr med klinik og svære symptomer. Desuden skal nævnes at der som altid med vaccination skal tilstræbes at vaccinere på ikke stressede dyr - undgå om muligt at vaccinere i de varmeste dage, dage med foderskift o.l. Hvis dette undgås har vi i praksis kun set meget få bivirkninger ved vaccinen - så som 5 % ekstra restfoder på 2. dagen, og et lille ydelsesfald på op til 1 kg EKM på dag 2-3 efter vaccination.

Anbefalinger til kommende sæson
BTV3 virus overlever ikke i mitterne henover vinteren. Derimod føder de køer/får, som er smittet i drægtigheden, såkaldte viræmiske kalve/lam. Dvs. at kalvene/lammene fødes med virus. Når mitterne til foråret suger blod på disse afkom, starter smittespredningen igen.

Man bør planlægge en vaccinationsstrategi for foråret - så vi kommer foran et nyt og forventeligt større udbrud næste år - med udgangspunkt i smittepresset i et givent område, om dyrene skal ud på græs og hvordan vejret udvikler sig i forår og sommer. Det er uden tvivl vejret der driver mitterne frem - så vaccinationstidspunktet af vores dyr skal planlægges afhængig af om vi får et koldt eller varmt forår.

Har man vaccineret sine dyr her i 2024, vil en oplagt strategi være at booste de allerede vaccinerede dyr med en dosis.
De nye dyr i flokken, basisvaccineres. (1 dosis til lam, 2 med 3 ugers interval til kalve).
Dette bør gøres i god tid inden mitte-sæsonen. Hvilket typisk vil sige marts-april.

På længere sigt, i bestræbelserne på helt at udryddet BTV3, bør man benytte sig af det faktum at netop kalve/lam født af smittede køer/får er reservoir og at vaccinen decideret hindrer smitteudskillese.

Forestiller man sig at samtlige kreaturer/får vaccineres, vil reservoiret for BTV3 dø ud og dermed vil landet atter være fri for BTV. Det var den strategi der blev anvendt da der sidst var BTV i Danmark.

13. september 2024:

Kære medlemmer

Der florerer et rygte om den vaccine, Bultavo3, vi anvender i Danmark, skulle have den bivirkning at væddere er sterile i 6 uger efter vaccination.

I den forbindelse har Dansk Fåreavl den 6/9 2024 kontaktet producenten af vaccinen, Boehringer Ingelheim, for yderligere oplysninger. Boehringer Ingelheim oplyser, at de ikke har fået nogen meldinger om bivirkninger af denne type.

I og med der endnu ikke er opnået markedsføringstilladelse på Bultavo3 i Danmark, er det meget begrænset, hvad producenten kan oplyse.

Undersøgelser fra Holland og Tyskland viser færre dødsfald og mildere sygdomsforløb, når vaccinerede dyr rammes af Bluetongue.

I sidste uge er der her i Danmark igangsat en lille undersøgelse, hvor der tages blodprøver af vaccinerede dyr med henblik på at måle udvikling af antistoffer.

Selv om Fødevarestyrelsen har ophævet de fleste restriktioner i forhold til Bluetongue, så vil vi opfordre til at man husker god smittebeskyttelse og i øvrigt følger de råd, der findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside:
Bluetongue - nyheder og viden - Fødevarestyrelsen (foedevarestyrelsen.dk)

Dansk Fåreavl har iværksat en undersøgelse blandt smittede besætninger (se opslag fra 9.sep. red) , så vi kan få et overblik over tab og sygdomsforløb i besætningerne. Der er, i skemaet, også mulighed for at ikke-smittede besætninger kan give oplysninger om vaccination og eventuelle bivirkninger efter vaccination.

I løbet af kort tid vil vi se på de indrapporterede oplysninger og komme med en status fra 1. udbrud og til og med uge 37.

Venlig hilsen
Sundhedsudvalget

Dansk Fåreavl.

9. september 2024:

Kære Fåreholdere
For at synliggøre fåreholderes tab i forbindelse med angreb af Bluetongue, håber vi at alle smittede besætninger vil bidrage med oplysninger fra egen besætning
Det kan I gøre ved at udfylde et spørgeskema.

For at komme til spørgeskemaet skal I trykke på linket herunder, så kommer der et felt, hvor I skal skrive jeres mailadresse. Herefter kommer der en mail til jer med link til selve spørgeskemaet.
Linket kan bruges flere gange i takt med, at I har behov for at opdatere oplysningerne:

https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=WJ9PY9W3U612

Oplysningerne behandles fortroligt af Dansk Fåreavl, og vi håber at kunne have den første opgørelse klar primo november 2024.

På forhånd tak for hjælpen,
Dansk Fåreavl.

Har du brug for hjælp til spørgeskemaet så ring på 40 78 44 24.

6. september 2024:

Fødervarestyrelsen har i dag meddelt, at smittede besætninger ikke længere sættes under offentligt tilsyn og at dyr fra besætningerne kan flyttes inden for landets grænser.

Besætningsejere og dyrlæger skal fortsat anmelde mistanke om smitte til Fødevarestyrelsen og sende prøver til analyse.
Det er stadig vigtigt, at ejerne af smittede og mistænkte besætninger opretholder god smittebeskyttelse, og Fødevarestyrelsen vil også fremover registrere tilfælde om smitte og mistanke om smitte i det centrale husdyrregister, CHR.

Se mere i linket her.

6. september 2024:

Der pt. konstateret Bluetongue i 111 danske kvæg- og fårebesætninger, samt mistanke om Bluetongue i yderligere 64 besætninger.

6. september 2024: 

Kære medlemmer

Dansk Fåreavl var tirsdag den 3/9 2024 inviteret til en snak med Fødevareminister Jacob Jensen omkring Bluetongue situationen. Vi har på mødet fremført de udfordringer, fåreholderne har med sygdommen og den sene mulighed for at vaccinere, samt ikke mindst den høje pris for vaccinen.
Vi kan konstatere, at ministeren har lyttet og vi har fået bekræftet, at Fødevarestyrelsen er igang med finde løsninger på nogen af de problemstillinger, vi fremførte.

M.h.t vaccination med den vaccine, Bultavo3, vi bruger i Danmark, så har vi fået oplysninger fra Tyskland, at der pt. er brugt 6 mio doser af vaccinen og de tyske undersøgelser viser, at vaccinen begrænser dødsfald og mildner symptomerne, når dyrene smittes.

Producenten af vaccinen er i gang med at få vaccienen EMA godkendt, men det er jo en sløv proces, så indtil vaccinen er godkendt, kan de jo ikke reklamere for produktet og oplyse om de studier, de har lavet med vaccinerede dyr og ikke-vaccinerede dyr. 

Vi får dagligt meldinger fra de besætninger, der er ramt i her landet, vi samler oplysningerne sammen. Det er jo særdeles værdifuld viden, som vi mener, skal bruges af Fødevarestyrelsen, det vil gå i dialog med dem om i nærmeste fremtid.

Hvis I har spørgsmål så kontakt os endelig. 

Venlig hilsen 
Bestyrelsen, Dansk Fåreavl.

27. august 2024: 

LANDSBEDØMMELSER AFLYST

Bestyrelsen og avlsudvalget har den 26. august besluttet at aflyse årets Landsbedømmelser for at minimere risiko for spredning af Bluetongue. 
Vi forventer at gennemføre Træf.

Der kommer et nyhedsbrev om et par dage bl.a. med de betingelser, som vædderlam skal opfylde for at deltage i Træf.

23. august 2024: 

Har du lyst til at se eller gense webinaret (19. august, red.), så kan du finde det via dette link:
https://app.sli.do/event/4VHzhE3J5SaVHDdTGaABDa/

Der er løbende udvikling på området og vi opfordrer derfor til at søge information på Fødevarestyrelsens temahjemmeside om Bluetongue.

Her kan man blandt andet kan finde yderligere oplysninger om vacciner og links til andre relevante informationer og hjemmesider.
Bluetongue – nyheder og viden - Fødevarestyrelsen (foedevarestyrelsen.dk).

Venlig hilsen og god weekend

Ida M.L.D. Storm
Sektordirektør, Kvæg
Landbrug & Fødevarer

22. august 2024: 

Vaccinen er ude hos dyrlægerne i dag! Kontakt din dyrlæge snarest, hvis du vil vaccinere.

20. august 2024: 

Kort nyhedsbrev med information om Bluetongue.

Bestyrelsen mødtes i går aftes for at drøfte den aktuelle situation. I dag (20.8.2024) afholder Fødevarestyrelsen, Dansk Fåreavl ved Bente Østergaard, lammeproducenterne samt Inga Stamphøj endnu et møde, da situationen fortsat udvikler sig.

Du kan følge udviklingen og få detaljer om sygdommen, mulighederne for vaccination, og hvad du skal gøre, hvis du mistænker, at din besætning er ramt. Læs mere på: Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Bestyrelsen følger situationen nøje og er i tæt kontakt med relevante parter. Vi har planlagt et nyt møde på mandag (26.8.2024), hvor også avlsudvalget deltager for at vurdere konsekvenserne i forhold til de kommende samlinger af dyr til landsbedømmelser samt Træf.

Mange Got hilsner fra bestyrelsen.

19. august 2024: 

Landbrug & Fødevarer afholdt webinar kl. 15. På webinaret gav Sektordirektør for Kvæg i L&F Ida Storm, samt CVO fra Fødevarestyrelsen Mette Sie en statusopdatering og besvarede spørgsmål fra deltagerne.

19. august 2024: 
Der er stillet 200.000 doser vaccine til rådighed for Danmark. Prioritering:

Besætninger med får og geder, samt kvæg, får og geder i naturpleje.
Herefter besætninger med udegående kvæg og til sidst andet kvæg.

Vaccinen ordineres af din dyrlæge, som bestiller den hos Statens Serum Institut. Læs mere her.
Hvis du ønsker at vaccinere, anbefales du at kontakte din dyrlæge snarest. Vaccinen kommer til Danmark i flasker med 50 doser, så dyrlægerne prøver at finde besætninger, som kan deles om dem. Én dose koster 40 kr. plus moms, evt. ekspeditionsgebyr samt dyrlæge, hvis du ikke selv har tilladelse til at vaccinere dine dyr. 

Hvis din besætning er konstateret smittet med bluetongue, er det stadig relevant at vaccinere de raske dyr. 

16. august 2024 Fra Fødevarestyrelsen:

Fødevarestyrelsen oplyser til TV2, at de første doser vaccine er i Danmark og at vaccination af drøvtyggere i Sønderjylland påbegyndes den 19. august: Mandag vaccineres de første danske dyr mod bluetongue - TV 2.

Vaccinen kan ifølge Fødevarestyrelsen ikke forhindre, at dyr bliver smittet, men den kan beskytte mod stærke symptomer og dødsfald.

16. august 2024 Fra Fødevarestyrelsen:

Vedr. repellenter/insekticider til brug på dyr:
Lægemiddelstyrelsen har oplyst, at der findes fem produkter på det danske marked, som kan være relevante for beskyttelse af kvæg, får og geder mod mitter. Produkterne er undersøgt for deres insekticide effekt, men ikke for deres repellerende effekt

De fem produkter er Spotinor, Deltanil, Dectospot, Butox og Bayticol pour-on. Alle produkterne indeholder et pyrethroid. Den insekticide virkning udøves ved kontakt, og insektet skal altså ikke suge blod for at stoffet virker dræbende, men blot komme i kontakt med det.

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at flere af produktresuméerne indeholder indikationen ”til kontrol af stikfluer”, mens mitterne ikke nævnes specifikt. Mitter tilhører samme orden som fluer, og disse fem produkter kan derfor anvendes forebyggende og i henhold til krav ved flytning af dyr ud af Danmark

De fem produkter har alle tilbageholdelsestider for kvæg og får. Der er ikke fastsat en tilbageholdelsestid for geder for de nævnte produkter, hvorfor den Veterinærmedicinske forordning artikel 115 skal følges. Produkterne er receptpligtige og skal ordineres af den praktiserende dyrlæge.

Til erhvervet gøres opmærksom på, at der er mulighed for at afsøge EU-markedet for andre produkter, hvis der ikke findes et egnet produkt på det danske marked. Såfremt disse produkter kan anvendes jf. kaskadereglen (Veterinærlægemiddelforordningen, artikel 113), kan der søges om udleveringstilladelse hos Lægemiddelstyrelsen.

ERSTATNING OG FORSIKRING?

I forbindelse med udbrudet af Bluetongue har vi fået forespørgsler om, hvordan får er dækket af forsikring i tilfælde af sygdomsudbrud i besætningen. Der ydes ikke økonomisk kompensation fra Staten ved dødsfald eller driftstab. 

Som det er nu, er der ikke mulighed for at tegne forsikring på får i Danmark, når der gælder sygdomme og følgerne heraf. Det er vi i bestyrelsen nu gået i gang med at kigge på. 
Flere forsikringsselskaber tilbyder flg. til får: Ansvarsforsikring, forsikringer mod skader ved brand, tyveri, lynnedslag og skader opstået ved påkørsler.
Pt. er der ingen forsikringsselskaber i Danmark, der tilbyder en forsikring, som dækker får, der rammes af Bluetongue og ej heller driftstab i fårebesætninger som følge af sygdommen.
De 4 største forsikringsselskaber i Danmark tilbyder en kvægsygdomsforsikring, som dækker Bluetongue.
Dansk Fåreavl er gået i gang med at undersøge muligheden for, at der kan laves noget tilsvarende for får.

Vi opfordrer alle fåreholdere til at tjekke, hvordan I er forsikret i dag.

10. maj 2024.
Læs informationsmateriale, som Sundhedsudvalget under Dansk Fåreavl har lavet i samarbejde med Dansk Gede Union.
Vi vil løbende orientere, når der kommer nyt i Bluetonguesagen.